Perlen er en stor og rummelig daginstitution med mellem 90 – 110 børn og ca. 25 personaler. Vi består af 2 afdelinger – en vuggestueafdeling og en børnehaveafdeling. I vuggestueafdelingen er der 4 grupper og i børnehaveafdelingen er der 3 grupper.
Perlen ligger i et dejligt grønt område midt i Hospitals parken bag Rigshospitalet, som vi benytter ofte sammen med børnene.
Perlen er børnenes sted, hvor personalet tager imod børn og forældre, så alle føler sig velkomne og føler sig som værdifulde medlemmer af fællesskaber med andre børn og voksne i institutionen. Vi har fokus på, at alle børn har venner og er aktiv deltagende i leg og aktiviteter med andre børn.
Udgangspunktet for al menneskelig trivsel og udvikling tager afsæt i gode udviklingsstøttende relationer. Derfor lægger vi vægt på, at der er god stemning og en kærlig omgangstone både blandt voksne og børn. Børnene lærer bedst, når de møder voksne, der arbejder ud fra et ressourcesyn og med børneperspektivet som kompas.
Perlen har gode fysiske rammer og der er mulighed for mange forskellige aktiviteter i huset bl.a. har vi et kreaværksted, et rytmikrum og et stort lyst fællesrum. Vi har en stor og dejlig legeplads med masser af udfoldelsesmuligheder. Legepladsen er tilpasset så både store og små kan lege og blive udfordret.